Skip to main content

Om få uger får danske boligejere en ny lånemulighed: Få 10% af ejendommens værdi udbetalt, prisen bestemmes af hvor meget boligen er ændret i værdi, når du sælger. Sådan lyder et nyt og simpelt tilbud fra det nystiftede selskab Deeds, der har en tidligere skatteminister som bestyrelsesformand.

Lån 10 % af din boligs værdi. Prisen på lånet er bestemt af boligens værdistigning når den sælges – og er boligen mod forventning faldet i værdi, går prisen også i minus.

Sådan lyder konceptet fra det nystiftede firma Deeds, der tror på boligmarkedet. Her tjener de nemlig kun penge på lånene de udbyder, hvis boligejeren også gør.

Hvis der er en værdistigning i boligen, når den sælges, så tilfalder 25% af den Deeds. Det betyder, at boligejeren selv får 75% af værdistigningen – med andre ord vinder Deeds kun, hvis boligejeren vinder. Det betyder samtidigt, at hvis boligen falder i værdi, så falder det der skal betales til Deeds også.

“Vi skal ses som en partner. Vi tjener kun penge, hvis boligejeren tjener penge”, siger Teit Førster Varming, der er stifter og direktør i Deeds

Banklånet skal betales tilbage

”Vi skal ses som en partner. Vi tjener kun penge, hvis boligejeren tjener penge”, siger Teit Førster Varming, der er stifter og direktør i Deeds.

Han pointerer, at ideen er, at boligejerne i sidste ende skal stå bedre økonomisk:

”For eksempel kræver vi, at boligejerne tilbagebetaler dyrere boliggæld med vores udbetaling”, siger han.

Problemet er, at danske boligejere er blandt de mest gældsatte i verden. Godt nok modsvaret med stærke aktiver i både bolig og pension, men det giver unødige risici. Risici som de finansielle myndigheder, i skyggen af finanskrisen, gradvist har strammet grebet om.

Deeds ser sig som en mulighed for boligejere til at fjerne dyre og ubekvemme lån. Husholdningerne får mere luft i hverdagen, og gældsrisikoen bliver mindre. Ingen ydelser på lånene fra Deeds betyder, at de ikke udgør en risiko i sig selv. Deeds kræver, at banklån indfries med udbetalingen – og man råder frit over alt der er tilbage derefter.

Et af de springende punkter er, at Deeds kigger mere på boligen end på personen. Det er altid forbundet med en persons indtægter, hvad der kan lånes i f.eks. banker og realkreditinstitutter, selv når boligen stilles som sikkerhed. Men da gælden til Deeds kun skal betales tilbage når boligen sælges, så er der ingen løbende tilbagebetaling – og derved mindre brug for at skele til personens indkomst. Finansiel risiko flyttes altså fra personen til boligen.

Tidligere skatteminister som bestyrelsesformand

”Det betyder i praksis, at folk med lave indtægter i bankernes øjne, men med solide boliger, også kan få gavn af Deeds. Det kan f.eks. være pensionister eller unge familier.”, forklarer Teit Førster Varming.

Bag Deeds står en perlerække af erfarne erhvervsfolk. Frontfiguren er den tidligere skatteminister Carsten Koch (S), der har sat sig som bestyrelsesformand.

”Deeds er et selskab til nytte for samfundet, boligejere og investorer. Det er der sund fornuft i at bidrage til. Så det har jeg sat mig for at gøre.”, siger Carsten Koch, der også er bestyrelsesformand for By&Havn, og tidligere Adm. Dir. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Leave a Reply